Speciallægerne

Sarah Bandholtz Bjerg

Jeg blev færdiguddannet som læge i 2012, og har derefter arbejdet på forskellige somatiske afdelinger, men valgte hurtigt at specialisere mig til Børne- og Ungdomspsykiater. Jeg har flere års erfaring fra børne- og ungdomspsykiatrien, hvor jeg har arbejdet i den offentlige sektor, både i Region Sjælland og i Region Hovedstaden. Jeg har arbejdet i et ambulatorie for småbørn, skolebørn og unge, og har dertil blandt andet været en del af et specialiseret team i klinik for selvmordsforebyggelse for børn og unge. Dertil har jeg arbejdet på forskellige døgnafsnit, herunder har jeg været ansat på døgnafsnit for spiseforstyrrelser for børn og unge. Jeg har bred erfaring med udredning og behandling af både børn og unge med depression, angst, spiseforstyrrelser, ADHD /ADD, autisme, OCD, søvnforstyrrelser og generel mistrivsel, herunder både medicinsk behandling, terapi og psykoedukation til børn, unge og forældre. 

Jeg har i mit arbejde stort fokus på at få en bred forståelse af det enkelte barn og familie , da barnets reaktioner og trivsel altid skal forstås ud fra et komplekst samspil mellem barnets egne forudsætninger, genetik, miljø, sociale relationer og tidligere erfaringer. Jeg er interesseret i neuropsykiatriske lidelser som for eksempel autisme og ADHD, og har en bred viden om hjernens neurobiologiske udvikling – herunder hvordan den neurotypiske og neurodivergente hjerne fungerer, og hvordan den påvirker barnets/den unges måde at forstå omverdenen og navigere i den.

Birgitte Klee Burton

Jeg er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2001 og tog derefter min turnus i England. Jeg har i mit kliniske virke haft interesse for børn og unges sundhed og startede med at arbejde i pædiatrien. Da jeg er optaget af børn og unges psykiske trivsel, valgte jeg at blive speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Jeg har forsket i samspillet mellem miljø og genetik både som PhD og som post doc, hvordan arvelige forhold og opvækst påvirker hinanden i tilknytning til psykisk sundhed hos børn og unge, som er født af en forælder med psykisk sygdom som skizofreni eller bipolar lidelse. Jeg har skrevet videnskabelige artikler i internationale anerkendte tidsskrifter, ligesom jeg er medforfatter til et af kapitlerne i lærebogen i Børne- og Ungdomspsykiatri – 4 udgave, FADL’s Forlag.

Som speciallæge har jeg arbejdet som overlæge både i Region Hovedstadens Psykiatri og i Region Sjælland. Jeg har arbejdet med børn og unge ambulant og på sengeafsnit, ligesom jeg har arbejdet i den private børne- og ungdomspsykiatri. Jeg har været klinisk lektor ved Københavns Universitet og undervist samt eksamineret kommende læger i børne- og ungdomspsykiatri. 

Jeg har bred erfaring med at udrede og behandle angst, depression, OCD, neuroudviklingsforstyrrelser som ADHD/ADD, autisme og psykose, adfærdsforstyrrelser og spiseforstyrrelser. Jeg er optaget af behandling og få barnet og den unge på rette udviklingsvej, dette kan være gennem støttende samtaler, familiesamtaler / terapi (narrativ og mentaliseringsbaseret), gennem psykoedukation og/eller suppleret med medicinsk behandling.