Psykoedukation

Skræddersyede forløb

Vi udvikler skræddersyede forløb, der er tilpasset individuelt til hvert barn, med fokus på at øge deres forståelse og håndtering af egne vanskeligheder og udfordringer. Et sådant forløb vil indeholde flere samtaler samt skriftligt arbejdsmateriale til barnet.

Psykoedukation er en støttende intervention, hvor der arbejdes konkret med at lære mere om den aktuelle diagnose, herunder at blive opmærksom på, hvordan diagnosen påvirker barnets/den unges hverdag, energiniveau og måde at forstå verden på. Der vil samtidig være fokus på hvilke strategier og værktøjer, der kan anvendes til at håndtere udfordringer og fremme positiv udvikling.

Vi tilrettelægger især psykoedukative forløb omkring ADHD/ADD og autisme, men der er også mulighed for psykoedukative samtaler omkring angst, OCD, søvnvanskeligheder eller depressive tilstande. 

Psykoedukation til børn og unge

Psykoedukation til børn og unge med autismespektrumforstyrrelse eller ADHD/ADD vil ofte indebære læren om diagnosen i børnehøjde med børnetermer og relevante metaforer, og med fokus på barnets styrker og ressourcer. Emner der kan blive berørt, er for eksempel sociale strategier, kommunikationsfærdigheder, strategier til at forbedre fokus og opmærksomhed, energiforvaltning og strategier til følelsesmæssig regulering. Målet med et psykoedukativt forløb er at hjælpe børn/unge med at forstå deres egen måde at opleve verden på, og at udvikle effektive færdigheder, der kan gøre hverdagen lettere.

Psykoedukation til forældre

Psykoedukation til forældre er en vigtig del af støtten til familier, der navigerer i udfordringerne ved at opdrage børn med neuropsykiatriske udfordringer som autismespektrumforstyrrelse eller ADHD. I et psykoedukativt forløb til forældre, vil der være fokus på at formidle en dybdegående forståelse af barnets tilstand, herunder dens årsager, symptomer, og hvordan den påvirker barnets adfærd og læring. I psykoedukative forløb til forældre har vi også fokus på at formidle effektive strategier, effektive kommunikationsfærdigheder og hvordan man skaber et støttende hjemmemiljø, der fremmer barnets udvikling og trivsel. Der kan derudover være fokus på at støtte forældre i at forstå vigtigheden af selvomsorg og hvordan man som forældre navigerer i de tilgængelige ressourcer og støttesystemer.